Om integrationsbarometeret
Det daværende Social- og Integrationsministerium offentliggjorde i november 2012 et nationalt integrationsbarometer, der skal synliggøre regeringens målsætninger for integrationsindsatsen. Barometret skal skabe et samlet overblik over udviklingen på integrationsområdet i forhold til regeringens målsætninger og dermed gøre det muligt at følge op på udviklingen.
Integrationsindsatsen i Danmark involverer mange aktører og omfatter en række indsatsområder - lige fra integrationsindsatsen for nye borgere, over beskæftigelses- og uddannelsesindsatsen til indsatsen for at fremme medborgerskab, dvs. deltagelsen i samfundslivet i bred forstand. En effektiv integrationsindsats kræver derfor, at indsatsen sigter mod fælles målsætninger både lokalt og nationalt, og at der er et samlet overblik over udviklingen mod målsætningerne. Regeringens målsætninger for integrationsindsatsen udstikker kursen, mens indsatsen fortsat tilrettelægges ud fra de lokale forhold.
Generelt om det nationale integrationsbarometer
Integrationsbarometeret fokuserer på indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse, idet tidligere analyser viser, at det er denne målgruppe, der står over for de største udfordringer, når det gælder integration.
Både det landsdækkende og de lokale integrationsbarometre baserer sig på statistik, som allerede indsamles, eller som bliver indsamlet af Udlændinge- og Integrationsministeriet, dvs. barometrene giver ikke anledning til øget lokal administration.
At der anvendes allerede indsamlet statistik, medfører dog, at statistikken kan være op til ca. et år forsinket, dvs. at det ikke på det grundlag er muligt at vise helt aktuel viden om udviklingen for alle målsætninger.
Se oplysninger om datagrundlaget for hver enkelt indikator her.