Indikatorer
Indikatorer
Til hver af de ni målsætninger er der tilknyttet én eller flere indikatorer, der hver især kan belyse, hvordan man bedst opnår målene. Indikatorerne er udvalgt på baggrund af erfaringer og viden om, hvordan man mest præcist og hensigtsmæssigt måler effekten af en integrationsindsats, samt hvad der kan lade sig gøre i praksis.
Alle hovedindikatorer og datagrundlaget bag er listet nedenfor:
Mål 1: Arbejde | ||
1.1 | Beskæftigelsesgabet mellem 25-64-årige indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse og personer med dansk oprindelse. | Danmarks Statistik (RAS) |
Mål 2: Uddannelse | ||
2.1 | Andelen af indvandrere (ankommet som 0-12-årig) og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse, der opnår karakteren 2 eller derover ved 9. klasses afgangsprøve i skriftlig dansk og matematisk problemløsning | Danmarks Statistik |
2.2 | Andelen af 20-24-årige indvandrere (ankommet som 0-12-årig) og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse, der har gennemført mindst en ungdomsuddannelse | Danmarks Statistik |
2.3 | Andelen af 25-39-årige indvandrere (ankommet som 0-12-årig) og efterkommere med ikke-vestlige oprindelse, der har gennemført en videregående uddannelse | Danmarks Statistik |
Mål 3: Danskuddannelse | ||
3.1 | Andelen af indvandrere (ankommet som 0-12-årig) med ikke-vestlig oprindelse, der opnår karakteren 2 eller derover ved 9. klasses afgangsprøve i mundtlig dansk og retskrivning | Danmarks Statistik |
3.2 | Andelen af indvandrere med ikke-vestlig oprindelse, der slet ikke eller i mindre grad oplever problemer med deres danskkundskaber | Spørgeskemaundersøgelse |
3.3 | Andelen af kursister omfattet af integrationsprogrammet, der består en prøve i dansk inden 3 år fra påbegyndelse af danskundervisning | Danskuddannelsesdatabasen |
Mål 4: Medborgerskab | ||
4.1 | Andelen af indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse, der oplever, at personer med indvandrerbaggrund bliver anerkendt for deres indsats | Spørgeskemaundersøgelse |
4.2 | Andelen af indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse, der er medlem af en forening | Spørgeskemaundersøgelse |
4.3 | Andelen af indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse, der er politisk aktive | Spørgeskemaundersøgelse |
Mål 5: Ligebehandling | ||
5.1 | Andelen af indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse, der oplever diskrimination på grund af deres etniske baggrund | Spørgeskemaundersøgelse |
Mål 6: Selvbestemmelse | ||
6.1 | Andelen af 18-29-årige indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse, der får begrænset deres frihed og selvbestemmelse af deres familie med hensyn til valg af kæreste eller ægtefælle | Spørgeskemaundersøgelse |
6.2 | Andelen af 18-29-årige indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse, der får begrænset deres frihed og selvbestemmelse af deres familie med hensyn til valg af uddannelse og venner | Spørgeskemaundersøgelse |
6.3 | Andelen af 18-29-årige indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse, der ikke tilslutter sig ligestilling mellem kønnene | Spørgeskemaundersøgelse |
Mål 7: Forsørgelse | ||
7.1 | Forsørgelsesgabet mellem 16-66-årige fuldtidspersoner på offentlig forsørgelse blandt indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse og personer med dansk oprindelse | Jobindsats.dk |
Mål 8: Udsatte boligområder | ||
8.1 | Antal udsatte boligområder | Social-, Bolig- og Ældreministeriet |
Mål 9: Kriminalitet | ||
9.1 | Andelen af 15-29-årige indvandrere og efterkommermænd med ikke-vestlig oprindelse, der bliver dømt for straffelovsovertrædelser | Danmarks Statistik |
Indikatorer på baggrund af Medborgerskabsundersøgelsen
Indikator 3.2, 4.1-4.3, 5.1 og 6.1-6.3 dannes på bagrund af data fra Udlændinge- og Integrationsministeriets Medborgerskabsundersøgelse. Nedenfor fremgår, hvordan de enkelte indikatorer dannes:
Indikator 3.2 Danskkundskaber
Respondenten indgår, hvis vedkommende har svaret enten ’I mindre grad’ eller ’Slet ikke’ til alle af følgende spørgsmål:
- I hvilken grad oplever du problemer med at læse dansk, f.eks. når du får breve fra kommunen eller andre offentlige myndigheder?
- I hvilken grad har du problemer med at forstå dansk, f.eks. i tv-udsendelser på dansk?
- I hvilken grad har du problemer med at føre en længere samtale på dansk om hverdagsemner som f.eks. arbejde, fritidsinteresser eller familie?
- I hvilken grad oplever du at have problemer med at varetage et arbejde på grund af sprogbarrierer?
Indikator 4.1 Anerkendelse
Respondenten indgår, hvis vedkommende har svaret enten ’I høj grad’ eller ’I nogen grad’ til følgende spørgsmål:
- I hvilken grad synes du, at folk i Danmark anerkender indvandreres indsats i samfundet?
Indikator 4.2 Foreningsmedlemsskab
Respondenten indgår, hvis vedkommende har svaret ’Ja’ til følgende spørgsmål:
- Der findes mange foreninger i Danmark, f.eks. fagforeninger, idrætsforeninger, beboerforeninger, kulturelle og religiøse foreninger, forbrugerforeninger som Coop og støtteforeninger som Røde Kors. Er du medlem af en forening?
Indikator 4.3 Politisk aktiv
Respondenten indgår, hvis vedkommende har svaret ’Ja’ til mindst ét af følgende spørgsmål: Har du inden for det seneste år…
- Været medlem af et politisk parti eller deltaget i et politisk møde for at ændre forhold i samfundet?
- Skrevet et læserbrev til en avis eller et indlæg på internettet for at ændre forhold i samfundet?
- Deltaget i en underskriftindsamling, en demonstration eller en strejke for at ændre forhold i samfundet?
- Kontaktet en politiker, en embedsmand, medierne, en forening eller en organisation for at ændre forhold i samfundet?
- Boykottet eller bevidst købt bestemte varer, f.eks. økologiske, for at ændre forhold i samfundet?
- Indsamlet eller støttet med penge, f.eks. til Kræftens Bekæmpelse eller et politisk parti for at ændre forhold i samfundet?
Indikator 5.1 Diskrimination
Respondenten indgår, hvis vedkommende har svaret 'Ja' til mindst ét af følgende spørgsmål: Har du inden
for det seneste år, på grund af din etniske baggrund, oplevet at…
- Blive nægtet adgang til steder, hvor andre gerne måtte komme ind? (F.eks. til bus, taxa, diskoteker eller svømmehal)
- Få afslag på en ansøgning f.eks. om job, banklån, bolig eller mobilabonnement?
- Få dårlig service eller betjening? (F.eks. i butikker, caféer, på hospitaler, hos læge, ved kommunen eller ved politiet.)
- Blive udsat for fornærmende ord eller nedværdigende vittigheder?
- Blive spyttet på, skubbet eller slået?
Indikator 6.1 Valg af kæreste eller ægtefælle
Respondenten indgår, hvis vedkommende har svaret, så en eller flere af disse kriterier er opfyldt: Respondenten har svaret 'Nej' til spørgsmål a) eller d), 'Ja' til spørgsmål c) eller f) og 'I mindre grad' eller 'Slet ikke' til spørgsmål b) eller e).
- Måtte du, eller tror du, at du måtte, have en kæreste for din familie, inden du blev gift?
- I hvilken grad føler du, at din familie har givet dig lov til frit at vælge din nuværende ægtefælle
- Har din familie valgt din ægtefælle til dig imod din vilje?
- Må du, eller tror du at du må, have en kæreste for din familie?
- I hvilken grad tror du, at din familie vil give dig lov til frit at vælge, hvem du gifter dig med?
- Tror du, at din familie vælger en fremtidig partner eller ægtefælle til dig imod din vilje?
Indikator 6.2 Valg af uddannelse og venner
Respondenten indgår, hvis vedkommende har svaret 'I mindre grad' eller 'Slet ikke' til mindst ét af følgende spørgsmål: I hvilken grad føler du, at…
- Din familie giver dig lov til frit at vælge uddannelse?
- Din familie giver dig lov til frit at vælge dine venner?
Indikator 6.3 Ligestilling mellem kønnene
Respondenten indgår, hvis vedkommende har svaret 'Helt uenig' til mindst ét af følgende spørgsmål eller svaret 'Delvis uenig' til mindst to af følgende spørgsmål: Hvor enig eller uenig er du i, at mænd og kvinder bør have samme mulighed for, at…
- Blive skilt
- Få forældremyndigheden over fælles børn efter en skilsmisse?
- Arve efter et dødsfald i den nærmeste familie?
- Have et arbejde?